Om akutskoler - part 2

En snak om timeoutskolen - på en sten i solen

Da jeg var på Bornholm til Folkemødet, mødtes jeg med Mads Thomsen for at dele mine erfaringer, bekymringer og faglige overvejelser om det nye tilbud Timeoutskolen – et tiltag, der har været meget i medierne, og som jeg også selv har skrevet et tidligere indlæg om.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan vi skal passe på ikke at gøre adfærd til problemet – når det i virkeligheden er et symptom. Hvis vi kun fokuserer på adfærden, risikerer vi at overse årsagen. Og så kommer vi ingen vegne.

Vi satte os udenfor, på en sten i solen, og fik en rigtig god snak. Mads Thomsen forklarede, at tilbuddet kun er tiltænkt ekstreme sager med vold og overgreb – ikke som et bredt gruppetilbud. Men jeg er alligevel bekymret – for jeg mener ikke, vi bør bruge ekstreme enkeltsager som begrundelse for noget, der kan ramme en langt bredere gruppe.

Så jeg delte min bekymring:

• Vi må aldrig lade ekstreme enkeltsager danne ramme for flere grupper.

• Vi skal ikke komme til at sende børn væk, som “bare” reagerer på mistrivsel og overbelastning.

Jeg prøvede på bedste ADHD-manér at forklare et diagram, jeg havde lavet i mit hoved (se billede 2):
Hvis rød gruppe er de få ekstreme sager med børn, som tilbuddet passer til, så skal vi være enormt opmærksomme på, at vi ikke kommer til at placere børn fra gul gruppe – dem i mistrivsel – i et tilbud, de ikke hører til i.

Jeg lavede også et lille regnestykke:

• Der er ca. 2-3 ekstreme sager årligt på Agedrup Skole.

• Timeoutskolen har kapacitet til ca. 93 elever årligt (7 elever ad gangen i op til 15 dage, løbende rotation).

• Det gør mig bekymret, da jeg ikke er sikker på, at der er 93 ekstreme sager i Odense Kommune hvert år, hvilket kan betyde, at vi sender børn fra gul gruppe over i Timeoutskolen.

Jeg spurgte ind – og blev faktisk ikke mødt med forsvar, men med respekt, nysgerrighed og forståelse. Vi var faktisk meget enige i, at vi skal passe enormt meget på, at vi ikke kommer til at sende et bredt spektrum af børn væk – bare for at få fyldt skolens lokaler op.

Vi var også enige i, at børn som mig i 4. klasse – med OCD og mistrivsel – ikke bare skal sendes væk. De skal forstås. De skal hjælpes. Og det er enormt komplekst.

Det er ikke fordi, vi er enige om alt – jeg kan stadig ikke se, at akutskoler er vejen frem. Jeg har stadig mange spørgsmål. Men hvor var det en god dialog! Vi aftalte også at mødes igen. Tak, Mads, for at lytte – og ikke mindst for at ville tale videre.

– Mathias Vinsten Munk