Om fysisk magtanvendelse i skolen
Dette indlæg kom til verden i protest mod forslaget om at give lærere lettere adgang til magtanvendelse – og i håbet om at minde os om, at relationer er stærkere end magt.
5/5/20252 min read


Hvornår blev det normalt at foreslå fysisk magt mod børn?
Det er ikke en fejl – det er vores Undervisningsminister, der foreslår, at lærere skal have lettere adgang til at bruge fysisk magt over for elever.
Som én, der selv har været det "udadreagerende barn", vil jeg gerne sige det klart: Det her er ikke bare en dårlig idé. Det er farligt.
Jeg kan give et helt konkret kort eksempel fra mit eget liv. I 2. klasse var jeg på tur i Søndermarken med min daværende skole. Jeg blev drillet af et andet barn, og jeg valgte at gå min vej i raseri. Kort efter blev jeg væltet ned på jorden og holdt fast af en mandlig lærer, som ikke rigtig kendte mig. Havde man kendt mig, havde man vidst, at jeg bare skulle have lov at køle af for mig selv. Men på grund af manglende forståelse og relation endte det med en magtanvendelse. Som barn at blive holdt helt tæt fast af en voksen var både dybt ubehageligt, fysisk grænseoverskridende og skabte stor mistillid og frygt.
Jeg vil gerne slå fast, at fysisk magt ikke er – og aldrig har været – et fagligt redskab. Det er ikke et værktøj til at få ro på de larmende børn i klassen. Hvis vi begynder at normalisere fysisk magtanvendelse i skolen, åbner vi en farlig dør. Hvor går grænsen? Hvornår bliver det ulovligt? Hvem rammes først?
Jeg frygter, det bliver de børn, som i forvejen bliver misforstået alt for ofte. Det bliver børn som mig dengang i 2. klasse – børn, der reagerer voldsomt, fordi verden føles alt for overvældende, og som ikke har det voksne sprog til at forklare, hvorfor det hele gør ondt.
Og det er et kæmpe problem, hvis vi straffer adfærden, men glemmer at kigge på årsagen. Vi er nødt til at forstå, at voldsomme reaktioner ofte kommer fra misforståelser, overstimulering eller frustration – og det kan ikke bare straffes væk. Børn har ikke det “voksne” sprog, og netop derfor er det vigtigt at tage sig tid til at forstå.
Hvis vi kun reagerer på adfærden – og ikke årsagen bag – så forstår vi ingenting. Vi behandler symptomet og glemmer det menneske, der har det svært. Så vi straffer adfærden i stedet for at finde frem til, hvad der trigger den.
Nogle siger, at lærerne har mistet deres autoritet. Men ægte autoritet er ikke noget, man bare tager – det er noget, man får. Og det får man ikke gennem magt, men gennem relation. Lærerne har ikke mistet deres autoritet på grund af skolernes “nul skæld-ud-tolerance”.
De har mistet deres tid til at danne relationer med deres børn og unge. Relation virker – men det kræver tid. Og tid har vi skåret væk.
Jeg er ikke i tvivl. Jeg er klar.
Så her er mit tilbud – til de politikere, der synes, fysisk magt i klasselokalet er en god idé: Lad os tage debatten. Ærligt og åbent.
Jeg stiller gerne op – når som helst.
For det handler ikke bare om politik, men om virkelige børn. Og hvis du som politiker mener, at det her forslag er vejen frem – så vil jeg gerne snakke med dig.
Så: Tag fat i mig. Jeg er klar. Er I?
– Mathias Vinsten Munk
Følg gerne med på LinkedIn og Facebook - der deler jeg jævnligt ud af mit arbejde
Mathias Vinsten Munk


