Om sløjfning af HF

Jeg skrev dette indlæg, da jeg selv stod midt i overgangen til ungdomsuddannelse

4/22/20252 min read

Hvor skal vi nu gå hen?


Det var min første tanke, da jeg hørte, at regeringen vil sløjfe HF i 2030.
Det her er det sidste opslag i min lille serie om regeringens 10-årsplan for mental sundhed og psykiatri. Jeg vil slutte med det, der måske står mig allermest nært: “Bedre støtte til job og uddannelse.”

Jeg er 18 år. Jeg skal – ligesom alle andre – begynde at tænke på min fremtid. Sidste gang skrev jeg om jobcenter og arbejdsmarkedet. Men hvad med uddannelse? Eller rettere: resterne af de muligheder, der er tilbage. Det er et tragisk paradoks, at regeringen siger, de vil sikre bedre støtte og flere muligheder for unge med psykiske lidelser – samtidig med at de vælger at afskaffe HF, som for mange af os er den eneste mulighed, der reelt har fungeret.

HF er en af de få ungdomsuddannelser, der faktisk er tilgængelig for unge som mig – med fx skolefravær, autisme, ADHD og psykisk sårbarhed. Her kan man vælge linjer som HF Inklusion, HF Ord eller HF ASF, hvor man møder lærere og voksne, der ved mere om, hvordan man støtter unge, der ikke bare kan "tage sig sammen".

Så når man fjerner noget af det eneste, der måske virker – samtidig med at man taler om mere støtte – så hænger det ikke sammen. HF er slet ikke perfekt. Men det eksisterer. Det virker for nogen. Og det er en mulighed for os, som ellers ville stå uden nogen som helst vej.

Jeg har læst om den nye EPX-uddannelse. Der står næsten intet om støtte eller hensyn til os, der har brug for det. Ingen inklusionslinjer. Ingen forståelse. Kun flotte ord. Men vi bliver ikke mødt af de flotte ord – vi bliver mødt af virkeligheden. Vi unge har ikke brug for flere løfter og visioner. Vi har brug for voksne, der vil os.

Så jeg spørger igen:
Hvor skal vi nu gå hen? Når dørene lukkes for dem, der kæmper allermest, hvem holder dem så åbne?. Mange af os har ikke ressourcerne til at råbe op. Men det er også os, der bliver kørt mest over. Jeg tror ikke løsningen er at sløjfe HF. Jeg tror løsningen er at forbedre det, vi ved kan virke.

– Mathias Vinsten Munk