Om akutskoler

Jeg skrev dette, fordi jeg er bekymret for, at kortsigtede løsninger som akutskoler hurtigt bliver til varige svigt af børn, der i virkeligheden har brug for støtte og relationer.

6/9/20252 min read

Skal vi gemme de "umulige" børn væk?

Hvis man kun havde set min adfærd – havde jeg nok stået øverst på listen til en akutskole.

Da jeg gik i 4. klasse, havde jeg udiagnosticeret autisme, ADHD og voldsomme tvangstanker. Jeg var overstimuleret, udmattet og havde svært ved at regulere mig selv. Derhjemme var der heller ikke meget overskud, og i skolen blev jeg mobbet. Til tider reagerede jeg meget voldsomt.

Adfærd kommer af en årsag. Hvis vi kun ser på adfærden – og ikke på årsagen – så kan vi blive ved med at sende børn på akutskoler.

Men:
Hvad lærer man af mere kaos?
Hvad lærer man af at blive sendt væk?
Hvad lærer man af at blive placeret blandt andre børn, der også er pressede til kanten?

Jeg bliver selv stadig let påvirket af stemninger og uro. Så jeg bliver bekymret for de børn, der skal sendes væk. For jeg ved, hvor meget miljø og relationer betyder.

Det var netop relationer og miljø, der gjorde forskellen for mig: At nogen så bag adfærden. At nogen så hele Mathias.

Timeout-skoler lyder som en midlertidig løsning – men jeg tror, det er afmagt forklædt som handlekraft. Når vi ikke har ressourcer til at støtte børnene dér, hvor de er, så sender vi dem væk. Men det er ikke en løsning. Det er svigt.

Jeg siger ikke, at de andre elever i klassen bare skal rumme udadreagerende elever. Men jeg siger, at vi voksne er nødt til at tage ansvar – på en måde, der virker. Og det kræver tid, tillid og mennesker, som har kapacitet til at rumme. Ikke bare isolere.

Når man taler om akutskoler, hører man et modargument: “Jamen, hvad med de børn, der gør noget virkelig grimt?”

Og ja – selvfølgelig findes der ekstreme sager.

Men det nytter ikke noget, hvis det bliver dén slags ekstreme enkeltsager, vi bruger som undskyldning for at sende et langt bredere felt af børn væk.
For vi ved, at det hurtigt også vil ramme de børn, der er pressede, misforståede og har brug for hjælp – ikke straf.

I stedet for at bruge penge på at sende børn væk – skulle vi bruge dem på at støtte dem, hvor de er.

Mads Thomsen – hvad siger du til, at jeg kommer ud og kigger på timeout-skolen? For at lytte, observere og dele erfaringer. Og give et indefra-perspektiv i jeres opstartsfase? Jeg tror på, at dialog skaber løsninger. Og jeg stiller meget gerne op.

– Mathias Vinsten Munk

jeg har skrevet en opfølgning på dette indlæg. det kan læses her:

klik her